han sagde. hun sagde.

Hos Mommer

10. november 2009

Musik

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 20:42
Tags: Mandagstema

Mandagstemaet var i går Musik. Og hvad er så musik for mig?

Da jeg var barn og lige havde lært hvad noder var og gik ud på, syntes jeg altid, at svalerne lignede noder, når de sad og fik sig en slapper eller en sladder på telefontrådene. Sådan nogen fandtes nemlig dengang. Både svaler og telefontråde, faktisk.

Da jeg var ung, var ‘min’ musik noget, min mor i den grad afskyede – Rolling Stones, Bob Dylan, Donovan, The Kings, Joan Baez, The Monkeys, Steppenwolf (bl.a. Born to be Wild), The Byrds (bl.a. I wasn’t Born to Follow) og mange, mange, mange flere. Jeg elskede bare de musikformer, der dukkede op i tresserne, og i dag er det ren nostalgi for mig. (Ikke Cliff eller Elvis – slåskampen om dem lod jeg andre om.)

I dag, hvor jeg er temmelig halvgammel, er både kropsmål og musiksmag blevet noget meget bredere, hvilket gør det meget nemmere at fortælle, hvad jeg ikke kan lide: Heavy Metal og det, der ligner. Jazz. Beklager, men jeg kan ganske enkelt bare ikke holde det ud. Dette sidste gælder også den anden grøft med Kandis og Bjørn og O.k. og de fleste andre dansktopsangere… stilen med den kære lille mormor, med duerne, de rigtige venner og lignende uhyrligheder… Jeg var heller ikke verdens Danmarks største Jodle Birge-fan.

Dermed ikke sagt, at dansk musik ikke er godt, men dansk musik er også dansktopmusik, og det er åbenbart en genre helt for sig selv.

Jeg er er mest til dur – jeg dur ikke til mol, som er for dystert til mig, hvorimod John er en mol-mand, som også holder meget af blues. Modsætninger mødes, og sød musik opstår, ved I nok…

På det seneste har man i medierne set, at folk er meget hurtige til at forbinde en speciel musik eller tonerække med specifikke ting, hvilket reklamebranchen for alvor er ved at finde ud af. De fleste genkender nok Dyne-Larsens lille fløjtemelodi.

Musik er også andet end musik:
Det er musik i mine ører, når børn ler deres klukkende, hjertelige og meget smittende latter.
Det er musik i mine ører, når en mor og hendes lille baby pludrer sammen og er helt på bølgelængde.
Det er musik i mine ører, når jeg er i Sverige og hører fuglenes sang. Eller bare stilhedens (sfærernes?) musik.
Det er musik i mine ører, når chefen siger en fredag efter en hård uge: ‘Skal du ikke snart hjem? – I skulle til Sverige, ikke?’
Det er musik i mine ører, når proppen med et stille plop bliver trukket op af en flaske rødvin, jeg bare ved, er god.
Det er musik i mine ører, når Aubie i telefonen siger: ‘Hi mommer. I want you to come here. Bye-bye, mommer.’